Fællesskabet

Fællesskabet på Valoregården er noget af det vigtigste, for grundlæggende har vi en tilgang, hvor vi tror på, at alle mennesker er relationelt forbundne og derfor også har brug for at være en del af et fællesskab. Vi udvikler os i relation til hinanden, og udviklingen foregår mellem mennesker og ikke udelukkende i individet. Vi har en tilgang, som er båret af nysgerrighed omkring barnets eller den unges fortælling omkring sig selv, dennes narrativ. 

Vi anser problemer som opstået mellem relationer i et samspil, og ikke udelukkende som et individuelt anliggende. Derfor vil vi på Valoregården i vores pædagogiske arbejde forstå de unge som mennesker, som viser os problemet, eller som har nogle problemer med sig, som er opstået i en kontekst.

Vi anser sproget som skabende og har derfor et særligt fokus på, hvilken betydning vores ord har og et fokus på at sproget har magt, når det anvendes. Derfor er vi opmærksomme på, hvordan sandheder, værdier, identitet og adfærd skabes gennem den måde, vi taler om, til og med hinanden på. Via sproget kan der fastholdes negative fortællinger om barnet/den unge, eller være fokus på at barnet/den unge har et problem, og dermed kan sproget fastlåse barnet i den negative fortælling. Ved at vi italesætter problemer og vanskeligheder sprogligt, som noget der er opstået i relationer, har vi mulighed for ændrer forståelsen af problemerne, som er fastlåste inde i barnet/den unge, og dermed give barnet/den unge en større kontrol over det, som de står i, og skabe håb for at kunne forandre de fastlåste problemer og vanskeligheder.

Vores forståelsesramme er især præget af tankegange inden for den neuroaffektive udviklingspsykologi, herunder den treenige hjerne (den sansende hjerne, den følende hjerne og den tænkende hjerne). Herunder vigtigheden i at møde barnet eller den unge i hans eller hendes nærmeste følelsesmæssige udviklingszone. Det er derfor os som professionelle voksne, med vores selvindsigt, empati og forståelse for egne og andres reaktioner og mønstre (selvagens), der skal bruge os selv bevidst som et redskab i kontakten og relationen med barnet eller den unge til at omsætte metoderne til praksis.